Ph.d.-forsvar ved Kasper Emerek

Fredag den 24. maj forsvarer læge Kasper Emerek, Kardiologisk Afdeling, sin ph.d.-afhandling omhandlende  forsinket aktivering af venstre hovedkammer blandt hjertesvigtspatienter med venstresidigt grenblok, som modtager CRT-behandling.

Kasper EmerekVenstresidigt grenblok er en forstyrrelse i hjertets elektriske ledningssystem, som medfører en forsinket aktivering af hjertets venstre hovedkammer. Det kan medføre en dyssynkron og ineffektiv sammentrækning af venstre hovedkammer, hvilket kan bidrage til udviklingen af hjertesvigt. Ved kardiel resynkroniseringsterapi (CRT) med en såkaldt biventrikulær pacemaker forsøger man at genetablere den synkrone sammentrækning af venstre hovedkammer, og CRT kan herved forbedre hjertets pumpefunktion og reducere dødeligheden og antallet af hospitalsindlæggelser hos hjertesvigts-patienter med venstresidigt grenblok.

Det anslås dog, at cirka en tredjedel af de patienter, som modtager CRT, ikke har væsentlig gavn af behandlingen. De mulige årsager til den manglende effekt er mange og komplekse, men tidligere studier tyder på, at nogle patienter med venstresidigt grenblok ikke har væsentlig forsinkelse af aktiveringen af venstre hovedkammer, hvilket betyder, at disse patienter muligvis ikke har et substrat, som kan resynkroniseres med CRT.

Denne afhandling undersøger i tre observationelle studier, om nogle hjertesvigtspatienter med venstresidigt grenblok, som modtager CRT-behandling, ikke har en betydelig forsinket aktivering af venstre hovedkammer. Graden af forsinket aktivering af venstre hovedkammer blev i de tre studier estimeret ved tre forskellige metoder. 

I det første studie blev det estimeret ved målinger på CRT-pacemakeren umiddelbart efter implantationen, i det andet studie blev det estimeret ved et vektorkardiografisk mål beregnet ud fra elektrokardiogrammer optaget forud for CRT-implantationen, og i det tredje studie blev det estimeret ved at vurdere, om et karakteristisk dyssynkront mønster var til stede ved ultralydsskanning af hjertet forud for CRT-implantation. Sammenhængen mellem disse mål og bedring i hjertets pumpefunktion (første og tredje studie) og i dødeligheden (andet og tredje studie) blev undersøgt. Hypotesen var, at patienter uden tegn på betydelig forsinket aktivering af venstre hovedkammer havde mindre bedring i hjertets pumpefunktion og en højere dødelighed efter implantation af CRT.

Tid og sted

Forsvaret finder sted fredag den 24. maj kl. 14.00 i auditoriet på Aalborg UH Syd. Alle er velkomne. Efter forsvaret afholdes en reception.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere

  • Peter Søgaard, Professor MD, DMSc
    Department of Cardiology, Aalborg University Hospital
    Department of Clinical Medicine, Aalborg University

  • Claus Graff, Associate Professor, MSc BME, PhD
    Department of Health Science and Technology, Aalborg University
    Anna Margrethe Thøgersen, MD, DMSc
    Department of Cardiology, Aalborg University Hospital

  • Niels Risum, MD, PhD
    Department of Cardiology, Copenhagen University Hospital Rigshospitalet

  • Jacob Moesgaard Larsen, MD, PhD
    Department of Cardiology, Aalborg University Hospital

Bedømmelsesudvalg

Bodil Steen Rasmussen, Professor MD, PhD (Chairman)
Department of Clinical Medicine, Aalborg University
Department of Anesthesia and Intensive Care Medicine, Aalborg University Hospital

Jens-Uwe Voigt, Professor MD, DMSc
Department of Cardiovascular Diseases, University Hospital Gasthuisberg
Catholic University Leuven

Jens Cosedis Nielsen, Professor MD, DMSc
Department of Clinical Medicine, Aarhus University
Department of Cardiology, Aarhus University Hospital

Opdateret